Man behøver ikke, at have læst de to foregående bøger af Ida Jessen "Den der lyver" og "det første jeg tænker på", men det skader bestemt heller ikke. Især ikke, hvis man holder af, at følge en forfatters udvikling, for udvikling er der virkelig tale om i denne række bøger.
Børnene foregår s0m de 2 foregående i Hvirum ved Limfjorden, og man møder Hvirums borgere, nogle velkendte fra de 2 første bøger, og enkelt nye ansigter (hvis man kan kalde dem det).
Solvej er i sit livs krise. Grundet en affære har hendes mand forladt hende, og er flyttet til Hvirum fra Sjælland. Solvej vælger at flytte efter, hun kan ikke være så langt fra sin datter, og selvom det forekommer nærmest umuligt at komme på fode igen, kæmper hun indædt for at få lov til, at se datteren mere, end den forsmåede ægtemand tillader hende.
Ragna giftede sig med en minkfarmer, en mand som det idag undrer hende, at hun nogensinde kunne falde for, men han er far til hendes sønner, og hun holder meget af hans fædrende gård, så hun bider tænderne sammen og bliver, og bider og bliver lige indtil den dag, hvor hun har fået nok.
- Og så er der Manne, eller Marianne som hun egentlig hedder. Manne er ombejlet, lever et lidt udsvævende liv, bor alene i et sommerhus som hun har arvet. Hun får en affære med en gift mand og har styr på situationen, men vil pludselig have mere. De 2 ender i en tragisk ulykke, som får fatale konsekvenser for Manne og hendes liv.Hun forsvinder fra Hvirum, og næsten fra folks bevidsthed, men lurer alligevel som en slags dårlig samvittighed.
År efter er det også børnene vi hører om, hvordan de har udviklet sig. Også de er mærkede af deres skæbner, som vi jo alle er.
Jeg kan ikke anbefale denne 3. Hvirum bog nok, den rammer noget i én, noget velkendt, noget hyggeligt og uhyggeligt på én gang. Skøn læseoplevelse!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar