søndag den 8. marts 2009

Federico Andahazi, Conquistadoren


Eventyrlig beretning om aztekeren Quetza's liv. Quetza fødes af slaveforældre som tidligt må ofre livet for guderne. Ligeså er det planen, at den 2 årige, udhungrede og på dette tidspunkt, navnløse drengs skæbne skal blive. Men da griber en ældre vismand ind. Han er stor modstander af disse ofringer, og han går i forbøn for denne syge dreng. Præsten, som tilsyneladende nyder denne del af jobbet, bliver så harm og irriteret over, at blive frarøvet chancen for, at jage kniven i drengens bryst - og fjerne hans hjerte, at han resten af livet ser det som sin hellige pligt, at ødelægge Quetzas liv. Det bliver mildest talt en svær opgave, for Quetza, som vismanden døber drengen, er en overlever, og en dygtig en af slagsen. Han vokser op i vismandens hjem, bliver faktisk en søn for ham, og lærer dermed også visdom fremfor blodtørst og dumhed. Efter nogle hårde skoleår, her kommer selv de gamle kostskolehistorie til at ligne en picnic, må Quetza bevise sin teori om, at jorden er rund, og han bliver aztekernes første opdagelsesrejsende. Faktisk er han i Spanien før spanierne kommer til, hvad Columbus tror er Indien. Her oplever man Europa set med et helt andet folks øjne, og det er ikke uinteressant. Det er faktisk lykkedes Andahazi, at lave et overbevisende billed på, hvordan andre ville have opfattet disse intrigante kongehuse, den selvpromoverende politik, og ikke mindst inkvisitionen. Quetza er en dygtig diplomat og får oplevet mange dele af europa imedens han forsøger at gennemskue, hvordan mezicaerne skal erobre denne verden. Hvor er deres styrker, og hvad er deres svagheder. Endnu engang må man trække på smilebåndet over, den unge søfarers tanker om os, europæere.


Med skibet lastet med fantastisk krigslist begiver Quetza sig på sin rejse tilbage til Mexico, men først vil han finde Aztlan, det rige Mexicerne selv mener, de stammer fra.


Hvad der slutteligt sker vil jeg naturligvis ikke afsløre, end ikke, hvorvidt vores ven når sikkert hjem igen.


God fornøjelse! Det havde jeg.

Tana French, Skoven


Jeg fik desværre delt Skoven op i 2 bidder da der midt i første læsning dukkede en mere relevant (i mine øjne), bog op. Men én ting jeg huskede tydeligt var, at den var spændende, spirende uhyggelig til tider faktisk, så det var ikke som med andre bøger man har givet op på da jeg besluttede, at NU skulle den læses færdig, jeg glædede mig faktisk til gensynet.
Og med rette! Skoven er en spændingsmættet krimi/thriller, og selvom jeg havde svært ved, at sympatisere med Rob(selvretfærdig idiot), den ene hovedperson var det ikke noget problem at holde af Cassie, den anden hovedrolleindehaver.

I knocknaree findes en lille pige myrdet på en arkæologisk udgravningsplads, og Rob og Cassie fra drabsafdelingen bliver sat på sagen. Det viser sig, at Rob faktisk voksede op i Knocknaree og selv som barn var offer for en grov forbrydelse hvor han også mistede sine 2 bedste venner - samt sin hukommelse - og ingen af delene dukkede op igen. Det står hurtigt klart, at det må være en lokal der har myrdet denne lille pige, og nærliggende er det, at de 2 sager hænger sammen. Dette gør jo i virkeligheden Rob uegnet til, at arbejde på sagen, men ingen ved at han er den overlevende dreng fra 20 år tidligere - udover Cassie - som er hans loyale makker. Så de fortsætter efterforskningen, og Robs erindringer dukker pletvist op, mareridtsagtige og uklare. Nu vil jeg ikke afsløre for meget, men jeg håber, at dette giver lyst til, at læse Skoven, og dermed også fortsættelsen, "ligheden" som kommer her i løbet af foråret. :-)