søndag den 8. marts 2009

Federico Andahazi, Conquistadoren


Eventyrlig beretning om aztekeren Quetza's liv. Quetza fødes af slaveforældre som tidligt må ofre livet for guderne. Ligeså er det planen, at den 2 årige, udhungrede og på dette tidspunkt, navnløse drengs skæbne skal blive. Men da griber en ældre vismand ind. Han er stor modstander af disse ofringer, og han går i forbøn for denne syge dreng. Præsten, som tilsyneladende nyder denne del af jobbet, bliver så harm og irriteret over, at blive frarøvet chancen for, at jage kniven i drengens bryst - og fjerne hans hjerte, at han resten af livet ser det som sin hellige pligt, at ødelægge Quetzas liv. Det bliver mildest talt en svær opgave, for Quetza, som vismanden døber drengen, er en overlever, og en dygtig en af slagsen. Han vokser op i vismandens hjem, bliver faktisk en søn for ham, og lærer dermed også visdom fremfor blodtørst og dumhed. Efter nogle hårde skoleår, her kommer selv de gamle kostskolehistorie til at ligne en picnic, må Quetza bevise sin teori om, at jorden er rund, og han bliver aztekernes første opdagelsesrejsende. Faktisk er han i Spanien før spanierne kommer til, hvad Columbus tror er Indien. Her oplever man Europa set med et helt andet folks øjne, og det er ikke uinteressant. Det er faktisk lykkedes Andahazi, at lave et overbevisende billed på, hvordan andre ville have opfattet disse intrigante kongehuse, den selvpromoverende politik, og ikke mindst inkvisitionen. Quetza er en dygtig diplomat og får oplevet mange dele af europa imedens han forsøger at gennemskue, hvordan mezicaerne skal erobre denne verden. Hvor er deres styrker, og hvad er deres svagheder. Endnu engang må man trække på smilebåndet over, den unge søfarers tanker om os, europæere.


Med skibet lastet med fantastisk krigslist begiver Quetza sig på sin rejse tilbage til Mexico, men først vil han finde Aztlan, det rige Mexicerne selv mener, de stammer fra.


Hvad der slutteligt sker vil jeg naturligvis ikke afsløre, end ikke, hvorvidt vores ven når sikkert hjem igen.


God fornøjelse! Det havde jeg.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar