tirsdag den 29. april 2008

Zafon, Vindens skygge


Den skal jo med, denne fantastiske bog - også selv om det er år siden, jeg læste den.
Vindens skygge er en bog - om en bog. Men det er ikke en helt almindelig bog, den bliver nemlig fundet på de glemte bøgers kirkegård af en lille dreng som finder en vis mystik ved bogen. Han sluger den, og er så begejstret, at han vil finde flere bøger af samme forfatter. Det er imidlertid ikke så let, for hver gang han nærmer sig et antikvarisk eksemplar sker der sære ting, og han mister den af syne gang på gang. Scenen er sat i Barcelona, hvilket giver ekstra krydderi til bogen og giver én en ubændelig lyst til at besøge byen. Vi kommer omkring det mystiske hus på Avenida del Tibidabo.
Jeg vil ikke afsløre mere, for der er kun én ting at gøre... LÆS DEN!

lørdag den 26. april 2008

Leine, Kalak


Kim Leines selvbiografiske roman burde nå samme højder som Nordkraft!
Jegfortællerens forældre er jehovas vidner i Norge, men faderen springer ud som bøsse, og flytter til København. Da hovedpersonen er omkring 16 rejser han til København, her flytter han ind hos faderen og dennes kæreste, men faderens kærlighed til sønnen bliver snart fysisk, og der går ret lang tid før sønnen får løsrevet sig fra dette. Det sætter tydelige præg på hans voksne kærlighedsliv hvor han ellers forsøger sig udi normalitetens kone og 2 børn. Han uddanner sig til sygeplejerske og tager nogle turnusser på Grønland. Her lever han et udsvævende liv med sex og stoffer som han stjæler på hospitalet.
Heldigvis er Kim meget nøgtern omkring sin historie, så det bliver aldrig flæbende og synd for mig agtigt. Desuden har han en fin humor som løfter det dystre i historien.
Anbefales!

Fogtdal, Skorpionens hale


12 galninge sidder fanget i en dårekiste, de skal fortælle historier om døden til sultanen som føler sig højt hævet over dem. De 12 historier fører os ud i en slags 1001 nats eventyr, nogle nutidige europæiske, andre arabiske.Jeg vil ikke gå ind i de enkelte beretninger, for så får indlægget her ingen ende, men der er både kærlighed, sex og vold i rigelige mængder. :-) Bogen mangler en smule substans, men er faktisk ganske underholdende.

torsdag den 24. april 2008

Hasholt, Alt godt fra haven


Denne dejlige haveinspirationsbog er havnet i min postkasse, og den er en sand fornøjelse af haveaktiviteter og inspiration. Jeg tager den slags bøger frem når jeg er gået i stå, og haven ligner et vildnis.
At den så giver mig dårlig samvittighed er jo egentlig min egen fejl, og jeg bliver død misundelig når jeg læser om folk, som bare har det der overskud og den ild der skal til, at få alting og mere til ud af haven. Men mine personlige følelser skal ikke gøre denne bog uret, for der er haveråd til alle, og det er ikke om indretning og fine spadehakkede kanter, men derimod alt det gode man kan gøre og dyrke i have, og ikke mindst hvad man kan udrette i køkkenet når man skal udnytte afgrøderne.
Altså, alt i alt synes jeg det er en fed bog, med masser af inspiration.

lørdag den 19. april 2008

hvis nogen skulle undre sig...


Lige nu skriver jeg om bøger jeg har læst for ca. ½ år siden. Det er fordi det meste af min læsning er manuskripter, som jeg ikke kan sætte på blogen, før bogen rent faktisk er på gaden.
Jeg har p.t. 4-5 indlæg i min kladdebox som udelukkende venter på forsider og udgivelse, så hold øje, de kommer snigende....

McEwan, Ved chesil beach



Ved Chesil Beach er en meget anderledes historie. Edward og Florence er netop blevet gift, efter års kurmageri fra Edwards side. Der er stadig gentlemen til, tidspunktet er engang i 60'erne.
De 2 unge sidder nu på deres hotelværelse og får serveret et måltid som ingen af dem har lyst til. Edward fordi der bestemt er andet han har mere lyst til, og Florence fordi hun kender Edwards tanker, og er død angst for dét der skal ske nårmåltidet er slut. Aftenen udarter sig som heldigvis kun de færreste bryllupsnætter, det bliver simpelthen en viljekamp mellem de nygifte.
Læs dette psykologiske hverdagsdrama, denne farce, den er mildest talt fantastisk!

Njor, du ser træt ud, skal jeg holde dine bryster


jeg vil sige det kort, du dør af grin. Maise er sjov, klog og klodset - både i tale og handling. Og hun er ikke bleg for, at bruge sine erfaringer i sine klummer - og nu i denne bog.
Tøzer, læz den!

fredag den 18. april 2008

Beah, den lange vandring




Sierra Leone, borgerkrigen raser. Ishmael Beah skriver ærligt og nøgternt om sine år som børnesoldat for regeringshæren i Sierra Leone.
Han er kun 13 år da han under sin flugt bliver samlet op af hæren, sendt i en tvivlsom træningslejr og sendt ud på sine første missioner. Han bliver en koldblodig dræbermaskine som ingen midler skyr. Drengene holdes i følelsesmæssig dødvande ved hjælp af kokain, mariuana.
Da FN 3 år senere samler Ishmael og hans deling op og sender dem til et rehabilitationscenter, gør de oprør, de slås og kæmper mod hinanden som de rivaler de stadig ser i drengene fra den tilsvarende oprørshær.
Bogen er et grusomt billed på, hvad børn udsættes for og hvad de kan drives til, men også en bog der giver håb, for Ishmael kommer trods ringe odds ud som et helt menneske på den anden side.
Bogen er udråbt til at have klassiker potentiale, og jeg er helt enig!

Adichie, En halv gul sol



Nigeria i 70'erne, biafrakrigen som mange husker fra tv, krisen og krigen med grusomme folkemord på et folk, som bare ønskede sig sin egen stat.
Vi møder tvillingepigerne Kainene og Olanna, der vokser op i en velhaverfamilie, Olanna gifter sig med en universitetslærer som er meget politisk engageret, der diskuteres heftigt politik i deres hjem, hvor venner kommer på besøg med netop dette for øje. Den anden tvilling, Kainene er mere karriereorientert og arbejder i faderens virksomhed medens hun har en affære med en britisk forfatter.
Olanna ansætter en ung dreng, Ugwu som kommer fra landet. Han er kun et barn da han starter hos familien, men udvikler sig til, at blive indbegrebet af en tro tjener. De behandler ham som en del af familien og lærer ham at læse og skrive.
Biafrakrigen bryder ud, og alting ændrer sig. Familien må flytte til trange kår, Ugwu bliver indrulleret i militæret, alles verden bliver kaotisk. Selv Kainene som normalt "flyder ovenpå" berøres af konflikterne i landet.
Bogen tegner et stærkt portræt af Afrika, de gamle stammers fortsatte magt og hieraki som oftest er årsag til borgerkrige og kriser.
Gid alle læste denne bog!

McCarthy, vejen



Vejen er en dyster historie som foregår et antal år efter dommedag. Hvordan det er gået så vidt får man ikke at vide, men survival of the fittest er i høj grad den nye verdensorden. En far og søn går gennem dette sælsomme, grå og døde landskab. Håbet og målet er at nå havet sydpå hvor faderen håber på lidt mere varme og eventuelt lidt føde.
I den golde kulde er den eneste varme dén, der er imellem far og søn. Især sønnen har barnets godtroenhed på, at der er noget godt i mennesker, faderen forsøger, dog lidt modvilligt, at overbevise ham om, at han ikke skal vise sig for fremmede.
Mange strabadser senere når de 2 kysten, hvad de finder der vil jeg ikke afsløre her. Men læs endelig bogen, den er utroligt velskrevet, man tror på den virkelighed der skildres.
Iøvrigt var bogen vinder af Pullitzerprisen 2007.