Mest af alt tænkte jeg på min egen farmor da jeg læste denne gribende bog om to ældre mennesker, som har besluttet, at forlade livet sammen.
De to oplevede 2. verdenskrig i Ungarn, men blev separeret fra hinanden. Manden kom i kz lejr, men det lykkedes derimod konen (hende der minder om min farmor), at holde sig skjult indtil krigens slutning. De er ungarske jøder, og krigen melder sig først sent hos dem, hvilket jo nok er det, som redder begge. Efter krigen må de flygte fra kommuniststyret, og mest grundet et kortvarrigt bekendtskab med Ole Lipmann, ender de i Danmark. Her opfostrer de deres to børn.
Omdrejningspunktet i bogen er deres selvvalgte exit. Barnebarnet fortæller historien om, hvordan de to til punkt og prikke planlægger deres eget endeligt. Det er rørende hvordan de ikke ønsker, at bliver alene, og nu da manden er syg er dette deres eneste måde, hvorpå de kan undgå, at forlade hinanden igen. Deres små skænderier, måden, hvorpå de tiltaler hinanden, ømheden, det hele er meget rørende.
Denne historie er lille og smuk, bevægende og rørende. Den minder én om, hvor skrøbelige vi er, men også, at vi har en vilje og et valg.
Er jo næsten nødt til at spørge dig, hvordan min mormor minder om din farmor.
SvarSletTakker på min kusines vegne for de positive ord.
Åhh hvor pinligt, jeg har haft blog blokade siden sommerferien og har slet ikke set din kommentar. Det er nok meste den stilfærdige måde hvorpå hun hele tiden småskænder lidt på morfaderen. Og så er det nok tiden, generationen og at hun hele tiden er i vigør. Hvordan søren reagerede I som familie kan jeg ikke lade være med, at spørge om? Det må have været meget svært at acceptere.
SvarSlet