lørdag den 23. maj 2009

Lydbog, Maria Helleberg, Druknehuset


Faktisk en rigtig god historisk roman af Helleberg, som i mine øjne svinger meget i kvalitet. Faktisk er dette den første Helleberg jeg har "læst" i ca. 10 år, og jeg troede, at jeg var færdig med hende. Men denne historie fangede alligevel min interesse, og med rette, for det er et fantastisk tidsbillede, af et danmark som vi ofte anskuer lidt romantisk og glansbilledagtigt, her forgrimmet af tidens virkelighed. Og så er der hele koloniseringen, Danmark og de Vestindiske øer, også en del af vores historie jeg egentlig kender skræmmende lidt til.
og så er den iøvrigt meget fint indlæst af Karsten Pharao.

fredag den 22. maj 2009

Lydbog: Peter Øvig Knudsen, Blekingegadebanden 1+2


En sej start, og måske for sej, for hvis jeg har lært noget om lydbøger på nuværende tidspunkt må det være, at det kræver øvelse, og derfor vil jeg anbefale, at man starter i den lettere ende af litteraturen, og lader det udvikle sig.
Men jeg hørte altså blekingegadebanden, og det har jeg egentlig ikke fortrudt, kun, at jeg måske havde fået mere ud af det hvis jeg havde ventet ½ årstid.
Uanset min mangelfulde lytning kan jeg dog medgive, at al ros til Øvig Knudsen er berettiget, det er nogle fantastiske bøger, researchen er grundig og formidlingen er superb. Historien kan man læse om alle vejne, så jeg vil ikke engang begynde, at genfortælle handlingen her. Men har du endnu ikke læst/hørt bogen kan jeg kun anbefale den VARMT!

torsdag den 21. maj 2009

lydbøgerne

Jeg har en kval. Da jeg jo tilbringer en masse tid on the road hører jeg også masser af lydbøger. Disse har jeg indtil videre ikke skrevet om her på bloggen fordi jeg ikke følger, at jeg har "læst" dem, men egentlig er det jo ligemeget, for jeg kender jo bøgerne alligevel, omend en anelse mere overfladisk end hvis jeg havde brugt tiden i sofaen med hele mit focus på netop DENNE historie.
Jeg er ikke engang sikker på, at jeg kan opsummere alt hvad jeg har hørt igennem de sidste ca. 20 måneder, men jeg forsøger. Det bliver i nogle korte indlægi første omgang, men efterhånden som jeg får afsluttet nye lydbøger vil jeg forsøge at blogge om disse også, så alt kommer med.
Here goes.............

lørdag den 9. maj 2009

Johanna Adorján, En ganske særlig kærlighed



Mest af alt tænkte jeg på min egen farmor da jeg læste denne gribende bog om to ældre mennesker, som har besluttet, at forlade livet sammen.

De to oplevede 2. verdenskrig i Ungarn, men blev separeret fra hinanden. Manden kom i kz lejr, men det lykkedes derimod konen (hende der minder om min farmor), at holde sig skjult indtil krigens slutning. De er ungarske jøder, og krigen melder sig først sent hos dem, hvilket jo nok er det, som redder begge. Efter krigen må de flygte fra kommuniststyret, og mest grundet et kortvarrigt bekendtskab med Ole Lipmann, ender de i Danmark. Her opfostrer de deres to børn.

Omdrejningspunktet i bogen er deres selvvalgte exit. Barnebarnet fortæller historien om, hvordan de to til punkt og prikke planlægger deres eget endeligt. Det er rørende hvordan de ikke ønsker, at bliver alene, og nu da manden er syg er dette deres eneste måde, hvorpå de kan undgå, at forlade hinanden igen. Deres små skænderier, måden, hvorpå de tiltaler hinanden, ømheden, det hele er meget rørende.

Denne historie er lille og smuk, bevægende og rørende. Den minder én om, hvor skrøbelige vi er, men også, at vi har en vilje og et valg.